Ulovlig frihedsberøvelse

Den som berøver en anden friheden straffes efter straffelovens § 261. Det at “berøve en anden friheden” betyder typisk, at den anden tvinges til at opholde sig på en bestemt afgrænset lokalitet, eksempelvis et aflåst værelse, skur, bil, eller bundet i det fri. Det kan også tænkes, at der kan foreligge en ulovlig frihedsberøvelse, hvis personen narres til at opholde sig et bestemt sted under svigagtige foregivender. Ydermere kan gerningsindholdet realiseres, hvis der ikke ydes bistand til en person, som ikke selv er i stand til at forlade sit nuværende opholdssted eller skaffe hjælp dertil.

 

Der er almindeligvis en forudsætning for, at der kan statueres ulovlig frihedsberøvelse, at det pågældende forhold har haft en vis varighed. Alt efter omstændighederne vil der kunne straffes for frihedsberøvelse med en varighed på helt ned til en lille time.

 

Strafferammen for ulovlig frihedsberøvelse er fængsel indtil 4 år, men hvis én af en række kvalificerede forhold er opfyldt kan der dog straffes med fængsel indtil 12 år. Der vil være tale om et kvalificeret forhold, hvis frihedsberøvelse er sket for vindings skyld, hvis frihedsberøvelsen har været langvarig, eller hvis frihedsberøvelsen har bestået i, at vedkommende uberettiget er holdt forvaret som sindssyg eller eller mentalt retarderet. Ligeledes vil det være et kvalificeret forhold, hvis den ulovlige frihedsberøvelse består i, at vedkommende bringes i fremmed krigstjeneste, fangenskab eller under anden afhængighed i et andet land.

 

Normalt vil der alene kunne ifaldes ansvar, hvis den ulovlige frihedsberøvelse har været udøvet med forsæt, men der vil dog i særlige tilfælde kunne straffes, hvis den ulovlige frihedsberøvelse har været grov uagtsom. I tilfælde af en grov uagtsom frihedsberøvelse, så forholdet dog være af særlig kvalificeret art, jf. de ovenstående kvalificerede forhold.

 

 

Det skal her bemærkes, at menneskehandel er selvstændigt kriminaliseret i straffelovens § 262 a.